Var du klar over, at ca. 18 % af hele verdens CO2-udslip stammer fra kvægavl?
Oplysningen stammer fra en artikel i dagens Information af Johanne Mygind. Journalisten refererer Ulf Sonesson fra the Swedish Institute for Food and Biotechnology, der forsker i sammenhængen mellem klima og kødforbrug. “Det er langt mere end hele verdens transportsektor tilsammen," siger Sonesson ifølge samme artikel.
Skræmmende og tankevækkende oplysninger for en kødædende befolkning som danskerne, der hver især sætter gennemsnitligt 320 kram kød til livs – om dagen!
Man behøver jo ikke blive fuld tids vegetar, for kødets smag og aromaen, når det tilberedes, er jo for mange af os nærmest livets salt. Men vi kan med nemhed skære ned og lade kødet være et delikat tilbehør på tallerkenen.
“Vi kunne både tage bilen, flyve rundt om jorden og beholde en rimelig levestandard uden at det ville få drastiske konsekvenser for klimaet, hvis vi bare var villige til at skifte de røde bøffer ud med gulerødder og sojamælk”
står der i artiklens manchet.
Nu findes der andre alternativer til kød end gulerødder og sojamælk, det sidste vil jeg især gerne ha' mig frabedt.
Men denne viden må give enhver bare nogenlunde tænksom dansker anledning til nødvendig og alvorlig eftertanke om at sætte sit madforbrugsmønster ind i en større sammenhæng.
Se også hjemmesiden for det svenske institut for levnedmidler og bioteknik
Ingen kommentarer:
Send en kommentar