søndag den 18. juli 2010

Lagkage til sommerfødselsdagen

Fraglitélagkage

Opskriften er faktisk til otte personer – min familie synes, den kun er til seks…

Til én kage, dvs to bunde på 18 cm i diameter piskes to æggehvider stive. Pisk100 gram flormelis i, og vend 100 gram hakkede hasselnøddekerner i. Tegn cirkler på bagepapir og smør marengsmassen på.

Bag i 35 minutter ved 175 grader – i varmluft kun 165 grader.

Vend papir og kager forsigtigt ud på en rist eller viskestykker og træk straks papiret af. Lad bundene køle af. De kan gemmes i kagedåse eller fryser. De forbliver ikke supersprøde, til gengæld kan de skæres.

Fyld

En fryseegnet udgave: Pisk en kvart piskefløde med en kvart liter 38% cremefraiche. Det skal piskes meget stift.

Smelt og vend 200 gram god! blød nougat i. Smelt i mikroovn på optøningsprogram, i vandbad eller i let lun ovn.

Bland også en dessertskefuld nescafépulver i.

Udsten og hak groft 100 gram søde, mørke kirsebær.

Vend bærrene i cremen og smag den til med flormelis.

Læg creme på en bund og en anden over. Frys på en fast bund og i en plasticpose. Tages op nogle timer før, den skal spises, og skæres når den er let optøet. Den vil under alle omstændigheder slå sprækker, men bliver fin igen, når den drysses med sigtet flormelis.

En ikke fryseegnet udgave består af en creme af fløde og cremefraiche – pisket sammen og smagt til med flormelis som beskrevet ovenfor. Heri en bakke af de bedste, søde danske jordbær, skåret i grove tern samt et lille bundt finthakkede mynteblade. Drys med flormelis, når kagen er skåret.

søndag den 4. juli 2010

Men koldskålen!

Nu var jeg lidt kritisk over for Manfreds politisk korrekte groværtesuppe forleden i mine roskildebetragtninger - men oprejsningens time er så sandelig oprunden: For hulen, de kan koldskåle i den bod! Englene sang, så fint og smukt med de blødeste, sødeste, svumsede toner, og ingen af dagens musikalske indslag nåede op på siden af dette kulinariske højdepunkt.
Denne manfredeligste koldskål må have fulgt en opskrift, som er i slægt med koldkåle fra da jeg var barn (det er længe siden!), og det endnu var i orden at spise æg, søde med nok sukker, og ikke nok med det: men til overflod at vende 'skyer' af marengsmasse i koldskålen. Masser af æggesnaps og blandes med god kærnemælk, krydret med revet citronskal, vanilje osse gerne og så disse 'skyer' der enten kan lægges på eller blandes ud i koldskålen. Server i portionsskåle på kvartskårne jordbær af den bedste slags. Knus nogle kammerjunkere på til sidst.
Prince kan godt ta hjem igen. Vi oplevede lykken i laden - til sidst.
Tak for i år. Tak for alt. Tak RoskilDe!

RoskilDe: Fuldtræffere i lørdagsheden

I lørdagens festivalhedehede slentrede vi ad pis-støvede (ja, sådan hedder det nu altså) rundt i lejrene - fra øst-lejrens totalt uoverskueligt stinkende slumkvarterer til vest-lejrenes forstadsidyl.
Frugt- og grøntvognes tilbud var helt rigtig kost i dagens løb; friske ærter, jordbær, nektariner, bananer, som vi indtog sammen med rigelige mængder af vand.
På et tidspunkt måtte der dog fyldes på - og med dette en hyldest til betandigheden, Livets Krone:
Musikken kommer og går, men Thai-Lanna består!
Hos Thai Lanna får man vel nok festivalens bedste måltid - sikkert komponerede, milde velsmage (for nej, stærkt er det altså ikke!), skønt varierede teksturer, rigelige portioner.
Vi var så heldige allerede at være aftensultne kl 17, for da vi var færdige talte køen hundreder. Forståeligt nok. Men på superkompetent vis kan de noget med logistik og effektivitet, som i øvrigt ikke er det mest kendetegnende for Roskildeboderne, men sådan må dét i øvrigt nødvendigvis nok være. Overbærenhed er en Roskildedyd :o)
Vi indtog to retter med sære navne, som dog heldigvis på kortet er forklaret på dansk. En kyllingeret i rød karry/kokosmælkesauce med thai-auberginer (de søde små) og sød basilikum samt endnu en kyllingeret med cashew-nødder, kaeng kari gai, en mild og blød ret med anelser af karamel og ganske let chokolade.

Og så kunne Kasmir komme an - og dét gjorde de. Kasper Eistrup & Co gav dansk rock med en energi, der strakte såvel til himmels som de bageste plænerækker. Mange, tusind tak.

lørdag den 3. juli 2010

Burger dømt ude

Madmæssigt blev fredag en sammenklappet affære. Musikken derimod, har jeg ikke ord for i denne blog. Men Lyttebøfferne var ude, Florence sang en fuld Odeonplads op, Dizzy Miss Lizzy gjorde gedigent, hvad de skulle, og CV Jørgensen trak en bevæget tåre frem, med Jacoby på lead som det store rockplaster.
Men maden.
En "kjødhammer" ved man, hvad er - en ornli' børste af en kødfuld hotdog med det hele; solid som bund til brunchen. Lidt senere et par milde milkshakes, som vi ulykkeligvis ikke fik drukket op, inden en plastkrussamler havde hældt indholdet ud og var smuttet med plastglassene. Det er f.... ikke i orden. Roskildesøgende er rare til det søde, overbærende og undskyldende, men her blev min ellers meget venlige mand sgu sur. Men væk var drinken, og vi blev lidt, men kun lidt, sure i ganske kort tid. For så mødte vi gamle veninder, lyttede til Florence og glemte verden omkring.
Nye kartofler, stegte og med en dressing af den slags der netop er så lækker, fordi den er enkel, serveres lige bag "kjødhammer"boden i hjørnet af Odeon. Dressingen ville jeg eftergøre således: Rør fed, øko-cremefraiche med hakket dild (rigeligt), persille og frisk timian. Riv lidt radiser og en smule løg i for smagens skyld og smag til med god, rund carry og salt. Simpelhen. En god portion var det, dog ikke nok som et helt aftensmåltid, hvorfor vi drog på jagt efter en ordentlig burger ved 22tiden.
Hér skal lyde en ADVARSEL: Køb IKKE din burger hos håndboldklubben i Time Out. Deres burger bør ha det røde kort, bortvises for resten af sæsonen. Time-out-burgeren var klam og klistret, og efter en ekstra bid for at sikre, at det ikke var en brugt serviet, jeg var kommet til at bide i, røg skidtet ud. Adrg.
Med smagsløgene i urede måtte vi op på hesten igen - tog en dixieburger, der udmærker sig - om ikke ved kødets middelmådige kvalitet, så ved dog at have konsistens og tilpas, men bestemt ikke døvende, chilisk bid.
Med andre ord: en roskildemaddag, der egentlig ikke er værd at skrive hjem om.

fredag den 2. juli 2010

RoskilDe - torsdag

Årets Roskilde trækker os fra rejer, jordbær, nye kartofler og svalende badevand i Østersøen til støvede gange, højlydte ørekiks og madboder en masse. For et midaldrende ægtepar et nærmest uforståeligt bytte. Men det skal til, for sådan har det altid været.
Årets madskriv fra Roskilde får fokus på det helt enkle: hvad spiser vi i dag - i varmen, til musikken - og er det ordentligt?
Torsdagen, åbningsdagen, indledtes smukt og højtideligt af Patty Smith, der holdt en lille og meget bevægende mindetale for de ni unge mænd, der døde på festivalen i 2000.
Derpå skulle festivalen som helhed indtages. Hvad ligger hvor i år? Hvem skal man høre? Og hvem skal man lige finde her eller der og hvornår? Vi løber ideligt ind i folk, vi kender - det tegner til at blive en festival i gamle venners lag.
Første valg på aftenmenuen fandt vi i den store lade på bag den omdøbte Oval, som har været hos numerolog og nu hedder Nordic. Et trygt sted at starte. Her finder vi nye mad&drikkeindslag som blandt andre Meyers, et Folkekøkken, Manfreds og en akvavitbar, der må prøves ved senere lejlighed.
Gammelsultne indtog en meget rustik ærtesuppe hos Manfreds - og den var ikke noget at skrive hjem om. Når der nu er de friske ærter, som Manfreds i øvrigt også selv sælger ud i posevis, så var den grovmosede suppe på frostærter med et skud kvast grovtvebak ærlig talt lidt en skuffelse. Ikke meget smag, og da slet ikke af sol, sommer & ærtemark. Men sund har det garanteret været.
Folkekøkkenet ude på Nordic-pladsen byder på virkelig gamle travere ala stegt flæsk med persillesovs, sprængt oksespidsbryst og der var run på. De spisende, vi sad blandt, "Uhm"ede og "Ah"ede og slubrede med fryd&glæde litre af sval øl ned til det nordiske folkekøkkens mad.
Vore egne indtagne øl skulle have lidt salt at spille sammen med, og vi satte vi vores lid til Meyers, - så ved man da, hvad man får. Og efter en lille forveksling - vi bad om flæksestegssandwich og fik vegetaren, som vi gnavede os længere og længere ind i uden at kunne finde kødet, men som vi fik byttet uden videre og med meget store smil - efter denne omvej gennem en i øvrigt lækker, sprød og friskfyldig vegetarsag satte vi tænderne i en friskbagt, knasskorpet bolle med en overflod af flæksesteg-med-spørd-svær, med syltet agurk, rødkål og friske skiver af æble. Idéen med det sprøde æble er ikke bare nærliggende, den er simpelthen god og skulle være til at efterabe.
Torsdagsprogrammet var lidt spædt for de ældre ører, i det hele taget noget tyndt (sært, man de tager fuld pris for endagsbilletten til torsdag, men det er jo en anden snak). Hvad fredagen byder på madmæssigt vil vores musikalske ører sætte dagsordenen for.