tirsdag den 15. februar 2011

Influenzamad

Her, hvor jeg bor nu, på Islands Brygge, er det faktisk muligt at få bragt varer ud, hvis man er syg eller bare ikke kan bære sine varer op ad trapperne til lejligheden. Herom skrev jeg i sidste Bryggeblad. 
Læs artiklen her - og læs også opskrifter på nem mad til syge halse og et par gode, varme safter til den syge hals.

Influenza og forkølelser hærger, feberen raser og hovederne dunker. Hvordan får man mad, hvis lageret er tomt, leddene er ømme, og de hjælpende ånder også har lagt sig?
Nok kan man få bragt en pizza med bud lige til døren, men brødskorper er ikke sagen, når halsen er belagt med torne. Sammenslutningen af leverende københavnerrestauranters ”room-service” er et besnærende, men dyrt alternativ, som ikke holder på familiebudgettet i flere dage. Men mad skal der til, ikke meget, men råvarer til noget varmt og blødt, nærende og helsebringende. Vi spørger lokalt.

Lokal levering - på Bryggen
Er man syg eller har svært ved at bære varerne hjem, er det muligt at få leveret varer fra ”Den Grønne Fisk” i Gunløgsgade.
”Hvis man køber varer for over 200 kr, er leveringen gratis, ellers koster det 25 kr,” fortæller Jesper Frandsen, ’den grønne’ af de to indehavere, som man kan ringe eller sende en mail (se boks) til med sin bestilling. Både han og den fiskekyndige makker, Håkon Riise, giver gerne gode råd til den forkølede telefonkunde. I butikken forhandles ferske fisk fra nordlige have, fiskefrikadeller, frugter, masser af økologisk frugt og grønt mælk samt en lang række af hverdagens uundværlige kolonialvarer – også økologisk. Varer fra Den grønne Fisk leveres inden kl. 10 eller efter kl. 18.
En lige så imødekommende politik har Frugtkælderen på hjørnet af Isafjordsgade og Gunløgsgade.
”Vi leverer i nærområdet ved bestillinger på over 100 kr.” fortæller indehaveren, Abdul Hamid-Noor, der tager 25 kr. for leveringen. (Se boks med telefonnummer.)
Har man én gang været i denne delikat bugnende kælderbutik, ved man hvor let det er at forkøbe sig i alskens eksotiske og danske frugter, grøntsager, mælkeprodukter, salater, kolonialvarer, krydderier og andre skønne spiseligheder. En hylde fuld af flasker med økologiske frugtsafter frister den hostende bryggeskribent og ryger med i nettet, og hr. Hamid-Noor lokker med en flaske biodynamisk whisky, der ellers nok kunne lindre og opmuntre ganske helsebringende.
FRUGTKÆLDEREN
Telefon 3254 1890




DEN GRØNNE FISK
dgr.fisk@gmail.com
Telefon 2613 4855 og 6064 3496


Styrkende drikke til ømme halse


Opvarm ufortyndet, ægte frugtsaft til kogepunktet i en lille kasserolle.


Tilsæt et krydderi, du kan lide og lad saft og krydderi trække 5-10 minutter, hvorpå drikken sies og varmes op igen, hvis du foretrækker din helsedrik meget hed.
Opbevar saften i en thermokande.
Krydrede safter
Kog for eksempel
- rød hyldesaft med hel anis eller hel kanel.
- hyldeblomstsaft med skal og saft fra øko-lime. Skal muligvis fortyndes med lidt vand
- æblesaft med hel kanel eller et par kardemommekapsler
- kamillete med citronsaft. Sød med honning
og den hotte:
- tynde skiver skrællet ingefær og nogle skiver frisk, rød chili koges i vand . Si og sød med Søbogårds myntesaft, som findes på flaske.

TIP til de voksne
Hyldesafterne opper sig ganske betydeligt med en lille sjat whisky eller cognac.

To nemme supper
Har du ikke lige en fond i fryseren, så få bragt bouillon(-tern), med fra leverandøren. Supperne kræver en lille indsats, men har man lyst til rigtig mad, er man sikkert også på vej mod helbredelsen og kan nok godt opholde sig i køkkenet en liden stund.

Tomat-currysuppe
6 portioner
1 løg
1 æble
4 fed hvidløg
1 spsk. olie til stegning
1 dåse flåede og hakkede tomater
1 dåse kokosmælk
1 spsk rød thai-carry-pasta (købes på glas)
2 dl kraftig bouillon
1 spsk. revet ingefær
Salt og eventuelt chilisauce.
Tilbehør: Pomelo
Korianderblade til pynt

Riv æble og løg groft. Mas hvidløgsfeddene.
Varm olien op i en gryde.
Kom løg og hvidløg heri og lad snurre et øjeblik, til let gyldne.
Kom thai-carry, revet ingefær og det revne æble i og lad dette snurre med for en kort bemærkning.
Hæld nu tomaterne på, lad alt koge op og hæld derpå kokosmælk samt bouillon i retten.
Lad det hele koge ved svagt blus i 20 minutter.
Smag til med revet ingefær, salt og chilisauce. Hvis du alligevel ikke kan smage noget, så kom rigeligt ingefær og chili i - til forskrækkelse af enhver virus.
Mens suppen koger, pilles pomeloen, en stor citrusfrugt, der smager som mild, sød grapefrugt. Frugten tages ud af hinderne, deles i mindre stykker, som lægges i suppen. Pynt suppen med friske korianderblade.
TIP
Kan du klare at tygge og synke, så kom også (tiger)rejer på suppen. Læg nogle frosne rejer i en sigte, overhæld dem med kogende vand og lad dem dryppe godt af. Kom rejerne i suppen og lad dem varme igennem her i et minut eller to, mens suppen stadig simrer på blusset.

Mild og blød sellerisuppe
med drys af frisk timian eller basilikumblade
Har du overskud til lidt skrælleri, kogen og blenden, så er denne suppe rund, mild og nærende.
6 portioner
1 lille knoldselleri
1 skrællekartoffel
vand og bouillon(-tern)
1 dl piskefløde
salt og peber
Frisk timian eller basilikum

Skræl og skær en kartoffel og en selleri i mindre tern, der kommes i en gryde.
Hæld vand/bouillon på, til knoldene er dækket og kog til ganske mørt, cirka 20 minutter.
Blend selleri-kartoffel med kogevandet eller mos det hele gennem en sigte.
Kom mosen tilbage i gryden igen, lad det koge op sammen med fløden.
Smag til med salt og peber, hvis dine smagsløg er uberørte af din svækkelse – og ellers kan man vel sige, at tilsmagning ikke har den store betydning.
Drys suppen med friske, bløde timian- eller basilikumblade.

søndag den 6. februar 2011

Japansk brøddej

Jeg leger i disse dage med en japansk brødopskrift, som "Det lyseblå køkken" har lagt på sin blog. Brødet er bagt efter "thangzhong"metoden, der går ud på at opvarme mel og vand til en gang klister, der afkøles og derpå benyttes som en slags fordej til en stort set traditionel hvedebrødsdej.
Det lyseblå køkkens opskrift er ret sød, 100 gram sukker til ca 3/4 kilo mel.
Men denne søde dej kan sagtens falde i manges smag - og give mindelser om et godt gammeldags "oldemorbrød". Konsistensen er fint svampet, brødet holder sig blødt og fugtigt længe, også selv om der er æg i dejen.
Her er Det lyseblå Køkkens Thangzhong-opskrift:

Start med at koge 150 gr. mel med 750 gr. vand. Når det når en temp. på 65 gr. er det klart og sættes på køl til dagen efter. Husk at lægge film over så grøden ikke tørrer ud på overfladen.
Næste dag blander du:
700 gr. god hvedemel
100 gr. sukker
10-15 gr. salt
2 æg
250 ml. mælk
240 gr. Tangzhong
4 tsk. tørgær eller 1 pk. frisk
Denne portion er til 2 brød.
Det er nemmest at ælte dejen i en røremaskine. Dejen skal æltes længe, omkring 15-20 min. eller til dejen er fin blank og elastisk. Lav evt. en glutenprøve for at vurdere om dejen er blevet æltet nok.
Denne opskrift kan man lege lidt videre med:
- Fold en skive smør ind i brødet og hæld sorte birkes på efter pensling. Så har du et fint smørbirkes.
- Fold smør ind i dejen sammen med et drys kanel og/eller stødt kardemomme. Kom tyk, hvid glasur på, når afkølet. Et "dessert/kagebrød".
- Erstat 1/4 af den hvide hvedemel andendagen med grovmalet korn, fx spelt. Kom kun lidt sukker i, max en lille spiseskefuld og til gengæld lidt mere salt. Smag dig frem.

God fornøjelse. Kommentarer og flere idéer modtages med kyshånd og japanske buk.
Jeg har varieret Det lykeblå køkkens opskrift, for at få