I dag ser jeg på de lidt triste efterladenskaber i grøntskuffen: der ligger et par stængler bladselleri, fem skalotteløg, nogle jordskokker, et par fed hvidløg. Alt har kendt bedre dage, så det lægger op til en suppe:
Det hele renses og skæres i småstykker; en liter grønt bliver der cirka af min skuffe.
I en gryde sættes en skefuld olie over sammen med fedtet fra et par af de sidste skiver tørret skinke, som kan give god kødsmagfuld bund i suppen.
I gryden kommer jeg også et par allehåndekorn og drejer peber på fra den grove kværn. Hælder vand over - dvs jeg snyder og kommer både vand OG det meste af en øl på. Resten er det helt i orden at drikke til suppen - det er vel søndag. Afholdsfolk kan komme resten i brøddejen eller nøjes med vand - eller en supperest. Koge-koge-koge i cirka 20 minutter eller: til det hele er så mørt som det kan blive.
Nu kan det blendes med stav i gryden - eller sigtes eller på anden vis pureres til den bløde lækre søndagssuppe, jeg drømte om.
Jeg har også en sjat fløde, som varmes med i den purerede suppe, som smages til med salt og evt lidt surt og bitters (revet citronskal + saft, om nødvendigt) og vi spiser restesuppe med velbehag og brød, bestrøet med de første purløg og kørvelkviste fra haven.
Uhm...
Hussalg
Vores hus i Fredensgade 8 i Nykøbing Falster står til salg!
Men - hvad har det med dagligmad at gøre?
Joh, vores lille have har gennem alle årene som børnefamilie så rigeligt forsynet os med jordbær, ribs og hindbær, med de dejligste krydderurter, med sommeræbler, salater, rødder & stilke, blomster til salatskåle, kager,geléer og saft, tomater osv osv - og ikke mindst med et virdunderligt naboskab. Vi er tæt på skov, marker og hav, hvorfra vi henter friske og ordentlige madvarer i det næmest uendelige.
Huset og nabolaget har givet de bedste opvækstbetingelser for vores børn, der nu er flyttet. Der er gode institutioner, skoler og fritidstilbud, sport og kultur i byen. Og hvis mad har din interesse, så er der en rivende udvikling i den retning på vej på Lolland og Falster.
Både rente og huspris er helt i bund.
Huset er smukt, lyst, vel vedligeholdt med bl.a. nyt, godt isoleret tag og den smukkeste stuk i stuerne.
168 kvm, Pris 2.300.000 (8. marts, 2009)
Ring på 21 63 77 67, hvis det har din interesse.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar