tirsdag den 30. juli 2013

Dagligbrød

I søndags bad P4Regionalen mig om at blindsmage to sæt brød: hvedebrød, rugbrød og snegl fra hhv en bager og en Netto's bakeoff. Et pluk af bedømmelsen ligger på nettet her, dog uden mine u-inviteret indlagte mere kritiske bemærkninger mellem bedømmelserne. De to hvedebrød var absolut ikke anbefalelsesværdige. Nettos rugbrød kunne jeg godt finde på at købe, hvis jeg vidste, hvilke ingredienser, der var i det. Bagerens rugbrød var klægt og kedeligt. Til gengæld lignede bagerens snegl en rigtig snegl, men da jeg ikke er den oplagte sneglekyndige, vejede studieværtens stemme mere her - til Nettos fordel, fordi den havde mere kanel-aroma. Efter min mening ville bagerens vinde på udseendet. At bagerens var dyrere, kan vi faktisk ikke bruge til noget, eftersom der ikke blev beregnet en pris pr. kilo. Nå, hvorom alting er, så er begge slags brød efter min mening ikke værd at bruge penge på.
En vigtig mangel i ethvert købebrød, der ikke er på hylde og i pose, er den manglende deklaration. Vi aner ikke, om der er spor af diverse allergifremkaldende stoffer, om kornet er dyrket med stråforkortere, som viser sig stadig ikke at være taget alvorligt nok til at blive forbudt - eller i det mindste eksplicit nævnt på en deklaration. JP har for nyligt omtalt problemet i en artikel.
 
Hverken bake-off-eksperterne i Netto eller bagerens søde jomfuer ved, hvad der er i varen. Så der er ikke nogen synderlig grund til at opsøge din såkaldte håndværksbager, med mindre du har vished for, at han/hun benytter sig af ordentlige råvarer og ikke elendige færdigmixblandinger.
Nej, bag dit eget brød - få melet fra en leverandør, du tør stole på. Det bliver ikke dyrere, selv om jeg ikke minutiøst kan redegøre for, hvor meget ovnen bruger af strøm, som vel er det, nogle bruger som undskyldning for, at hjemmebagt brød er for dyrt.
Mine brød består af vand, lidt gær, mel. Mel betyder hvad jeg har, primært her til det daglige brød af hvede, som jeg tit tilsætter en rest af hvad jeg har (igen!), det kan være rest af grød, brød, der kan opblødes og kommes i dejen eller det kan være en rest kogt eller revet grøntsag, revet ostestump samt evt kerner, krydderi eller hvad skuffen, skabet, dagens smag og vejret lægger op til. I rugbrødet skårne rugkerner, rugmel og hvede samt lidt sirup og en hvidtøl.


Mit daglige brød lægger jeg an til om aftenen. Jeg rører mel, vand, salt sammen med hvad der ellers skal i, og stiller skålen tildækket et køligt sted til næste morgen. Mine morgener er ikke altid ens - jeg er så absolut ikke livsstilssystematiker - men bagningen kan passes ind i et morgenprogram sådan her: Stil som sagt dejen til hævning et køligt sted. Tag den ind i køkkenet, når du står op.

Slå det op som brød og lad det hvile, efterhæve. Tænd ovnen på 250 grader - kom gryden ogeller bagestenen ind, mens ovnen er kold, hvis du bruger den slags.
Gå i bad - hvis du gør den slags, ellers sov en lille halv time eller brug din tid på noget andet, mens ovnen når op på de 250 grader. Stil brødet ind og lad det bage de cirka 30-45 minutter, det nu skal tage. Imens kan du læse avis, tale med børnene, manden, konen, kæresten, skrive et sødt brev til din mor, hvis du har en. Eller gå en tur med eller uden hund. Du må selv om det! Tag brødet ud, inden du går på arbejde. Dæk det friskbagte til med et klæde, eller tag det med til dine kolleger, kunder eller hvem du nu vil glæde. DET ER ALTSÅ IKKE SVÆRT!
I går bagte jeg min dej til brød på to måder. et grydebrød (opskriften er her).
Jeg har bagt brødene efter to forskellige metoder, eller - metoder og metoder, det lyder måske så videnskabeligt. Bare sådan: det ene kom i oven på en bagesten, der havde varmet godt og grundigt op i bunden af ovnen. Det andet blev bagt i gryde, de første 30 min med låg, de sidste 15 uden. Begge ved 250 grader.
Grydebrødet vinder i min fabrik! Skorpen på grydebrødet bliver langt mere sprød. Det overraskede mig, at brødet på bagesten faktisk blev så forholdsvis blødt i skorpen. Bagestensbrødet bliver uvægerligt lidt brændt i bunden. Ikke meget, men nok til at jeg synes, det får smag af det.
Bag dit brød selv, det bliver man gladere af, man glæder andre, også selv om du er helt alene, for duften breder sig lifligt i opgangen og på vejen, hvor du bor.


Mit rugbrød, som stammer fra Camilla Plum, kan man se på side 8 i Bryggebladet, som findes her. Hvis du vil læse og lære mere om brødbagning, så læs Camilla Plums brødbog "Et ordentligt brød" eller Claus Meyers "Meyers Bageri". De er rigtig gode begge to. Du kan også bruge opskrifterne i "En bid af Sydhavsøerne", som kan lånes på biblioteket. Undgå de helt nørdede bøger, de er kun til at blive ganske træt af på forhånd. Et eksempel på den slags er Robertsons "Det gode brød". Han bruger 45 sider på at beskrive de første, indledende øvelser til et ganske almindeligt brød. Det er ganske unødvendigt. Max fra Kvalimad har lavet en (af mange gode!) video om hvordan han laver sit bedste brød. Den kan du se her.

4 kommentarer:

  1. BUM - keep it simple, som vi siger oppe nordpå!

    Det er så enkelt, og alligevel finder mange det så svært. Tak for endnu engang at sparke lidt til mig, så jeg kan få bagt noget mere brød.

    Hyg dig
    Frederik

    SvarSlet
  2. Selv tak, Frederik. Det behøver ikke være svært. Go vind med brødet. Bedste hilsner N.

    SvarSlet
  3. Det værste ved at bage alt sit brød selv, er at man netop bliver mega kritisk ifht købe-brød ;-)

    Jeg kan ikke være mere enig, Nethe! Og den med at rugbrød er svært at bage, det forholder sig jo stik modsat - det er MEGET lettere at bage end hvidt brød. Kræver ingen apparater, andet end en ovn, men kun en portion tålmodighed.

    Dejligt at du slår et slag for hjemmebagningen!

    SvarSlet
  4. Tak, Nada. Ja, rugbrød kan virkelig være nemt. Den version, jeg bager, røres i én omgang og hældes derefter med det samme i form, Hæver 'natten over' og bager så fem kvarter v 200 grader. Vupti!
    Ja, man blir sgu noget kritisk :o)

    SvarSlet