mandag den 18. juni 2012

Vores fantastiske Sydhavsøer


Bragt i Folketidende den 17. Juni 2012

En madglad hyldest af lokale fødevarer og de gode mennesker, der driver dem frem. Intet mindre og kun mildt krydret.

Fødevarefestivalen Moder Jord slår denne weekend portene op til den frugtbare sommersæson, og atter tændes min begejstring over vores dejlige Sydhavsøer. For her på vores egen egn findes så enestående frugtbare forudsætninger for at dyrke de skønneste råvarer, der uden omveje kan spadsere direkte ind på vores tallerkener fra haver, marker, enge og skove. Så skønt det er, at være sulten her!
Mulden hernede er guld, siger selv landmændene, så der må være noget om snakken. Vores kystnære, milde klima er kendt for at give særligt fine betingelser at dyrke gode fødevarer uden dikkedarer i form af kunstgødning og andre forskrækkeligheder, som ikke alene ødelægger grundvandet, men også påvirker naturlig vegetation og dyreliv.
At vores fødevarer er så fantastiske, skyldes ikke mindst lokale producenter. Flittige mennesker, som forbliver tro mod den ægte, rene vare, og som med deres kløgt og kunnen høster og forarbejder frugter, bær, grønt, korn- og kødprodukter i respekt over for naturens ressourcer, som vi jo bare for en stund låner af de kommende generationer. Nogle vil nok påstå, at det ”ikke kan betale sig” at prioritere hensynet til jord og mennesker. Knuthenlund og Frederiksdals succes’er taler dog deres eget sprog.
Vores øer kunne snildt blive Skandinaviens og Nordtysklands spisekammer. De nordiske søstre trænger i den grad til at få nogle grøntsager og frugter på hylderne, som smager af noget og som er til at betale. Vores tyske venner er vilde med økologi, de er mange, og de kan ikke få nok. Sydhavsøerne ligger lige for som forrådskammer. Det er kun et spørgsmål om at komme i gang.

Vi kan godt
Kulinariske koryfæer udefra udtaler fra tid til anden deres store bekymring over hverdagsmadens forfald, over ”folks” kvalitetsfornægtende indkøb og manglende køkkenfærdigheder. Måske er det et storbyfænomen, og jeg er faktisk ikke særlig bekymret for tilstanden i vores egn. Når jeg er på job i lokalområdet - og mit arbejde handler ikke om mad! - ender vi alle så sikkert som amen i kirken med at tale om, hvad der skal på tallerkenen til aften, hvem der kender et godt svampested, hvor man køber friske æg, gode sylteagurker, stikkelsbær og særligt fine kartofler, hvor mange hornfisk, sønnen har til overs osv. osv. Opskrifter, tips og idéer udveksles, og der tuskes med overskud af egen avl. Så hvis der er en sandhed i, at husholdningsfærdighederne er på vej i glemmebogen, tror jeg, at Sydhavsøerne kunne mobilisere en hoben hverdagsmad-kyndige, der kan formidle deres kunnen til det ganske land.

Lokalt på hylde og bord
Der tales også meget om, at ”folk” handler forkert, spiser elendige udenlandske møgvarer, og lader sig styre af dårlige, billige tilbud. Vi skal ikke underkende økonomiens betydning for, hvad der lander på bordet, men faktisk kan man med få midler spise ganske godt. Og det er jo ikke kun ”folks” dårlige smag, der afgør, hvad der stilles på hylderne i supermarkederne. De store butikskæder kræver sikkerhed for ensartede leverancer, deres logik er styret af økonomiske interesser først og fremmest.
Dagli’Brugsen i Guldborg viser nu vejen med lokale varer på hylderne. De skal have mange tusind tak, for det kræver en stor indsats. Især distributionen af produkterne er tilsyneladende problematisk, hvilket den lokale politiker Lennart Damsbo nu har taget initiativ til at gøre noget ved. Lad os holde øje med, at initiativet får luft under vingerne.
I sagens natur kan lokale småproducenter ikke levere tonsvis af frugt og grønt uden for sæsonen, og det er jo netop en pointe: Kvalitetsbevidste kunder vil have de naturligt modnede sager, mens smagen er stor, og årstiden er til det.

Appel
Vi har to lokale medlemmer af Folketingets Fødevareudvalg, der naturligvis bør støtte enhver bestræbelse på bæredygtig fødevareproduktion. Alt taler for - intet imod. Og til glæde for os i lokalområdet kan politikerne arbejde for at lempe eller dispensere fra vanvittige regler, der spænder ben for små- og hjemmeproducenters muligheder for distribution og stalddørssalg af egne produkter. Det er det, vi rejser ud for at opleve andre steder, og selvfølgelig kunne det lade sig gøre i Danmark også.
Lad os hjælpes ad med at finde alle de ressourcer frem, der faktisk er hernede. Vi behøver ikke gå over åen efter vand, vi har en masse bække små, som vi med stolthed kan samle til en overflod af god mad til hverdag og gæstebud.
Og lad så millioner grønærter trille, lad æblekinder rødme og glade husdyr trives. Lad os vise, hvad vi dur til! Der er med garanti både brød, god smag og sundhed i det.


2 kommentarer:

  1. Kære Nethe,

    Du er en gæv kvinde - og du er med til at slå en sag, for en rigtig god sag!
    Tak for det.

    Har du nogle gode fifs til besøg af de lidt mere ukendte af slagsen? Altså besøg omkring MAD; det være sig et gårdsalg, en lokal slagter mv. Jeg skal nemlig spendere en uge i sommerhus i Marielyst, og tænker at vi kører nogle ture på Sydhavsøerne.

    Måske du også ferierer der senere på sommeren?

    Kh La Cucina Nada

    SvarSlet
  2. Ja! Nada, det kan du tro, jeg har. Og i øvrigt er vi dernede hele sommeren med få svinkeærinder her&der. Men først skal du købe Smag og Behags seneste nummer, ikke fordi jeg tjener noget på dét, men fordi der faktisk er en god guide til lokale restaurater, der jar lokale råbvarer i gryderne til en særlig sæsonmenu. Og sp skal du til Nysted og besøge Anker Nielsen, han har simpelthen nogle af de bedste lagrede/røgvarer du kan opdrive i DK. Og så et lille smut til Dalbakkegård i Øster Ulslev - men nej, du starter selvfølgelig på KulturBryggen i Nykøbing eller i Czarens Hus, hvor du finder oplysninger og varer fra mange dejlige steder. Jeg kan bare blive ved... Men mkom på besøg! Vores fastnettlf i Gedesby er 54447892. Mobilen er ikke altid lige duelig her i vandkantsland 5133 0567

    SvarSlet