Fredagen blev for mit vedkommende præget af op- og nedture hvad det kulinariske angik.
På Backstagekurset Food "Vil du skabe madkultur eller spise publikum af med junkfood" blev vi som deltagere spist af med det ringeste af dansk madkultar allerede fra morgenstunden. Karius og Baktus må have råbt rigeligt højt "VI VIL HA WIENERBRØD!!!" i arrangørernes øresnegle, for af alskens afarter af denne spise var der da så rigeligt.
Frokosten var forudsigelige sandwich af hvidt brød - og ak! kun et enkelt stykke til hver. Det var sgu for ringe. Men indholdet i kurset fejlede ikke noget: Fremragende oplæg, med en gennemgående pointe om vigtigheden af madens beskaffenhed ved enhver begivenhed. Tjah... en smule selvmodsigende.
Men! Inde på festivalområdet skal man være blind, smagløs og berøvet lugtesans, hvis man ikke kan hitte sig et godt spisested.
Meyers genistreg
Efter kurset skal tænderne sættes i et ordentligt stykke brød, og her går man ikke galt i byen af Meyers bageri og deli's flæskestegssandwich. I år har Meyers begået den genistreg, at man kan forudbetale sin sandwich og hente den i en 'fast-track'kø. Det havde vi gjort, og fulgt af misundelige blikke strøg vi uden om 40-minutterskøerne direkte hen til disken, hvor vi fik udleveret vores langtidhævede (mindre-gær-og-mere-vand) friskbagte, sprøde, seje bolle med indlagt flæskesteg, vel en af landets og nu osse festivalens nationalretter. Sværen i bollen var stadig sprød, da vi satte tænderne i den sammenklappelige hovedret, der som helhed har alt, hvad sanser kan begære af en god mad: Salt, surt, bittert, kødsmag, sprødhed, tyggelighed. Men rødkålen, undskyld: Meyers er ikke min yndlings. Efter min mening er den for sød, for lidt sur, for smattet, dvs udkogt og bliver derved en anelse grynet. Og den dryppede mere end godt er ned ad hager, bukser og hen ad borde; den kunne godt drænes en anelse mere, inden den bliver kastet i bollen. Men alt i alt karakter til Meyers Deli næsten helt i top for denne gammelkending i nye brødklæder.
Derpå til desserten, Mannfreds helt vidunderlige kærnemælkskoldskål, som jeg osse anmeldte i top sidste år. Der er bare ikke noget over eller ved siden af! MUMMS!
Thai-varme
Thai Lanna går man i almindelighed ikke glip af. Så efter at være blevet hede i sjæle og kroppe af farverige Sean Anikulapo Kuti & Egypt 80's rytmer og farvestrålende sceneshow kaldte vores kroppe på noget opløfterigt let, stærkt og gennemtrængende, som netop de thailandske retter kan udfylde. Vi fik begge retter med kylling, hvori der skulle have været de lækre små auberginer som en hovedingrediens. De var desværre smuttet ud af retterne, og til gengæld (?) havde kokken tabt sukkerbøtten ned i vores retter. Så ikke helt i top, men Thai Lanna vinder stort på logistikken: Nok er køen lang, men for pokker, hvor den rykker hurtigt. Dét kan de. Og i dag, lørdag, når forsyningerne formodentlig igen er fremme, kan jeg kun anbefale et besøg her. Krydret mad i silende regn under teltdugen - i selskab med Buddha, der troner i et hjørne på disken og hvis man man selvfølgelig ikke må pille ved.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar