Hvorfor lige "roma"?

Forlaget Lofa's lille nye opskriftsamling til festivalcampisterne på RoskildeFestival-lejren hedder roma.
Men hvorfor sku' den lige hedde det? blev jeg spurgt sidst på festivalfredagen over en øl. "Jeg mener - jeg får altså associationer til alle de dér folk, der render rundt og samler ølkrus... og ja...jeg kan ikke ret godt med det," sagde en ung kvinde, som jeg i øvrigt kun kender som et godt menneske.
Svaret er såmænd, mht. titlen, at "noma" allerede var snuppet. Og fordi lille "roma" handler om roskildemad. 
Så enkelt er dét.
Men jeg skal indrømme, at vi godt vidste, at man ville associere til de mange romaer, der kommer hertil for at tjene en tiltrængt skilling, for nogle mange måneders løn. Og vi tør godt tilkendegive samme respekt over for romaer, som for alle andre.

Som et lille kuriosum et citat fra en korrespondance med en central, officiel RoskildeFestivalperson om vores lille "roma", som vi ikke må omdele på festivalen, som ikke kun blev miskrediteret af den grund, men som dog lige fik dette grundskud på vejen:

"Vil dog sige, at jeg tror ROMA giver nogle forkerte associationer på Roskilde, hvor det er nært forbundet med de flaskesamlere der er mest aktive på festivalen."

Hm - ja.. og? 

Nå, men tilbage til snakken over nu ikke længere øllen, men den tredje interessante drink ved samme bord kom til at dreje sig om menneskers forskellige vilkår, kultursammenstød - og dårlig samvittighed.

Ingen i Verden får mig bort fra den grundholdning, at et menneske er et menneske. Vi er alle lige værdige. 
Heldigvis for den gode festivalstemning ved bordet var det da heller ikke det, der skilte os. Faktisk var det, der generede min drink-fælle mere, at hun ikke kunne klare at få den store forskel, den enorme fattigdom, lugten af armod så påtrængende tæt på. Vi kan lægge penge i en bøtte og ha' det godt med, at der i løbet af nul komma fem er samlet millioner til fattige mennesker langt væk. Men her kommer fattigdommen alt, alt for tæt på.
Når vi ser de små, snavsede og ihærdigt, ja irriterende påtrængende ølkrusindsamlende romaer på festivalen, bliver vi konfronteret med denne verdens vide forskelle og vores egen (måske ufortjente?) position som overskudsmennesker. Og vi oplever en måde, der er helt uvant for os, som slet ikke passer ind i vores kultur og vores måde, at skaffe os til føden på. Skal de tjene til livet og vejen, så har de lært sig en påtrængenhed, de er som blottet for hensyn (ja!) til os feststemte mennesker, de møver sig ind mellem os, og nogen gange ligefrem næsten tager glasset ud af hænderne på os. De må jo ha lært, at det er sådan man tjener kassen. Og hér sidder vi midt i overflødighedshornet af rock, mad og lækre drinks og forarges, bliver sure, siger grimme ting om mennesker... og måske trænger tanken om over- og undermennesker sig på? For er de i virkeligheden ikke bare nogle små snuskede... nåh nej, sådanne tanker bryder vi som gode humanister os jo slet ikke om at ha'. 
For inden i flaskesamleren er der jo et menneske, der skal have mad, tøj, et sted at bo, der er far, mor, en søn, datter, søster eller bror. Ingen ville tage den lange rejse hertil og futte rundt mellem tis-lugt, støv, sure tæer og alt for mange sure miner, hvis der ikke var en virkelig god grund til det.

Politiken bringer en lille serie artikler om romaer, læs for eksempel om den 29årige kvinde, der fortæller om uhyrlige oplevelser på festivalen og  - og om Amnesty Internationals kritik - trods festivalens forsøg på at tage hånd om diskriminationsproblemerne.

Jeg elsker stemningen på RoskildeFestivalen - rummeligheden, medmenneskeligheden, rarheden. Jeg ved, at festivalen arbejder på at gøre en bedre indsats imod diskriminationen af romaere, som desværre er ved at tage til i styrke. 
Et bedre møde, en bedre modtagelse af romaerne vil kræve en stor indsats, en dialog over en meget stor social og kulturel kløft, ingen tvivl om det. Dialogen vil kræve en skelnen mellem sagen og personerne. Sagen er jo, at mange af flaskesamlernes facon virker p....irriterende, påtrængende, grænseoverskridende for de fleste i vores kultur. Og det ku man vel nok tale civiliseret om. Og netop RoskildeFestivalen har evnen, kapaciteterne og den grundindstilling, der skal til. Det tror jeg på.