Viser opslag med etiketten hjemmelavet mad. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten hjemmelavet mad. Vis alle opslag

torsdag den 12. august 2010

Madkvalitetstid

Åh, hvor jeg nyder at tage tid i køkkenet. Og i virkeligheden er der ikke den store tidsmæssige forskel på at købe hel- eller halvfabrikata og selv at købe ind, skrælle, snitte, snurre og servere.
I dag pustede en lille trold mig i øret med græsk inspiration.
Vejret er lidt snusket, og jeg blev moussaka-inspireret.
Det har taget mig siger&skriver 1 time og 15 minutter fra jeg fik lysten, til retten står og dufter i ovnen. Indkøbet hos min lokale grønthandler kaster altid en hyggelig snak af sig - om råvarer og livet i byen. Et socialt aspekt, man kun sjældent får med ved storindkøb i supremarkeder. Op ad trapper - vi bor på 3. sal - med varerne. Dagens gode motion! Hjemme: snitte, hakke, fingrene i råvarerne, mærke, lugte, smage - time og tilrettelægge - alle sanser og mange evner aktiveres. Og mens jeg står i mit eget køkkenunivers og nyder dufte og smage, kommer familien ind - "uhm! hvad har du gang i?" og sætter dermed prikken over i'et: nemlig med den uvurderlige glæde, det er, at tilberede et måltid af egen drift, hånd, ånd og smag, som mine allerkæreste skal nyde.
NB Moussaka vinder oven i købet ved at stå natten over, smagen og konsistensen sætter sig, og desuden er retten fryseegnet. Skåret i portionsstore stykker dagen derpå efter en nat i køleskab, er der mad til når tiden for alvor er knap - senere på efteråret.
Og JA! jeg stemmer for hjemmelavet mad - en disciplin, der heldigvis ikke er helt så uddød, som nogle kokke-køkkenskrivere hævder. Men faren lurer - travlhed og magelighed er muligvis nok undskyldninger for nogle, men ikke de eneste fælder for forhindringen af den gode, veltilberedte, hjemmegjorte måltider; nej, desværre tror jeg, at nedprioriteringen af hjemkundskab i skolen og vanvittige regler om, at børnehavebørn ikke må deltage i tilberedning af de daglige måltider, kan være med til at fremmedgøre børnene fra det daglige måltid.