Burger dømt ude

Madmæssigt blev fredag en sammenklappet affære. Musikken derimod, har jeg ikke ord for i denne blog. Men Lyttebøfferne var ude, Florence sang en fuld Odeonplads op, Dizzy Miss Lizzy gjorde gedigent, hvad de skulle, og CV Jørgensen trak en bevæget tåre frem, med Jacoby på lead som det store rockplaster.

Men maden.

En "kjødhammer" ved man, hvad er - en ornli' børste af en kødfuld hotdog med det hele; solid som bund til brunchen. Lidt senere et par milde milkshakes, som vi ulykkeligvis ikke fik drukket op, inden en plastkrussamler havde hældt indholdet ud og var smuttet med plastglassene. Det er f.... ikke i orden. Roskildesøgende er rare til det søde, overbærende og undskyldende, men her blev min ellers meget venlige mand sgu sur. Men væk var drinken, og vi blev lidt, men kun lidt, sure i ganske kort tid. For så mødte vi gamle veninder, lyttede til Florence og glemte verden omkring.

Nye kartofler, stegte og med en dressing af den slags der netop er så lækker, fordi den er enkel, serveres lige bag "kjødhammer"boden i hjørnet af Odeon. Dressingen ville jeg eftergøre således: Rør fed, øko-cremefraiche med hakket dild (rigeligt), persille og frisk timian. Riv lidt radiser og en smule løg i for smagens skyld og smag til med god, rund carry og salt. Simpelhen. En god portion var det, dog ikke nok som et helt aftensmåltid, hvorfor vi drog på jagt efter en ordentlig burger ved 22tiden.

Hér skal lyde en ADVARSEL: Køb IKKE din burger hos håndboldklubben i Time Out. Deres burger bør ha det røde kort, bortvises for resten af sæsonen. Time-out-burgeren var klam og klistret, og efter en ekstra bid for at sikre, at det ikke var en brugt serviet, jeg var kommet til at bide i, røg skidtet ud. Adrg.

Med smagsløgene i urede måtte vi op på hesten igen - tog en dixieburger, der udmærker sig - om ikke ved kødets middelmådige kvalitet, så ved dog at have konsistens og tilpas, men bestemt ikke døvende, chilisk bid.

Med andre ord: en roskildemaddag, der egentlig ikke er værd at skrive hjem om.