onsdag den 5. oktober 2011

Hvad er egentlig madspild?

Smider du mad ud - og er det egentlig madspild?

Det viser sig, at 48% af danskerne ikke selv mener, de smider mad ud. Så må det sørme stå slemt til med resten! og det kan ikke rigtig passe. Der må være mange, der faktisk smider en del madvarer ud, som kunne være brugt. Det, der tilsyneladende mangler, er en bevidsthed om og opmærksomhed på, hvad madspild egentlig er. Først når man ved, hvad sagen drejer sig om, giver det mening at lære at bruge sine rester og på anden måde økonomisere med madvarerne. Organisationen Stop Spild Af Mad har derfor sat sig for at oplyse befolkningen om, hvad madspild egentlig er. Her fra hjemmesiden madspild.net


"Madspild er at smide mad ud, som kunne have været spist af en selv eller andre. Meget kan spares, hvis man lærer sig at lave mad af rester.
Madspild er at købe mere ind, end man reelt har brug for. Planlæg indkøbene og tag huskesedlen med, når man køber ind. Pas på mængderabatter for eks. "køb 2 betal for 3"-tilbud, som får én til at købe mere, end man har brug for.
Madspild er at kassere et stykke frugt, fordi det er lidt rynket, er blevet stødt eller har en plet. Skær I stedet skurv og pletter af. Brug også resten af frugten til frugtsalat eller smoothies.
Madspild er at smide mad ud, fordi det har været på bordet. Stil kun så meget på bordet, som bliver spist op. Køl eller frys det varme mad ned hurtigst muligt.
Madspild er at skubbe madvarer bagud i køle- og køkkenskabe og sætter nye indkøb forrest. Tjek indholdet af dit køle- og køkkenskab, inden du køber ind. Køb ikke nyt, før det gamle er brugt op.
Madspild er at lægge nye varer i fryseren, før de gamle af samme slags er brugt. Sæt dato på frostvarer med tydelig og synlig skrift på emballagen.
Madspild er at smide den sidste rest i en tube, bøtte eller flaske ud, selv om indholdet er godt nok. Op til 25% af maden går til spilde i uhensigtsmæssig emballage. Brug indholdet op, inden du køber nyt. Stil ketchupflasken på hovedet, så det sidste er nemt at få ud. Kør en næsten tømt tube fra bund mod top over en bordkant. Skær remouladeflasken op for at få det sidste ud.
Madspild er at fjerne og kassere for mange yderlag af salat, kål, løg og lignende. Skyl grøntsagerne frem for at skære dig ind til den ’rene’ kerne.
Madspild er kun at bruge lige netop den del af en vare, som står i opskriften og kassere resten. Planlæg din madlavning med brug af rester af både råvarer og tilberedte emner.
Madspild er at smide mad ud, som er opbevaret forkert og derfor er blevet muggent, råddent, for tørt og lignende. Hvis der ikke er angivet tip om opbevaring på det, man køber, så bør man spørge i butikken. Det er ikke flovt at spørge - det er mere flovt at lade være.
Madspild er at smide kød, rødder og knolde ud, som man har kogt suppe på. Man kan blende suppeurterne til en sauce og skære reelt kød i tern, som kan komme i suppen
."







3 kommentarer:

  1. Ja, der er virkelig meget madspild i den vestlige del af verden. Vi har bestemt ikke en glorie hængende over hovedet, men vi gør vores til at begrænse det ved at:

    - lave madplaner og kun handle råvarerne til maden. Vi prøver også at lave mad med de samme råvarer i løbet af en uge, da man så bedre kan bruge fx. en pose rødbeder op.

    - spise "tøm køleskabet" hver torsdag, hvor der diskes op med en buffet af rester. Det er tit ret festligt.

    - give grøntsagsrester til vores marsvin og det, de ikke spiser, får komposten som giver næring til næste års høst i køkkenhaven.

    - sætte sidste brugsdato på konservesglas, så vi kan få brugt det inden udløbsdagen.

    Venlig hilsen
    mette b

    SvarSlet
  2. Forresten: Vi har lister som er limet fast på fryserens låg. Listerne er delt op i frugt/grønt, kød/fisk, brød, færdigvarer/rester, saft, desserter.
    Når man tager noget eller lægger noget i, skal der skrives på listerne. Det virker rigtig godt og vi får netop spist de ældste ting først, rester af gryderetter mm.
    Klem

    SvarSlet
  3. Nethe er med på vores nye kampagne hjemmeside http://www.madspild.net

    Tak for de gode bidrag!

    KH
    Selina

    SvarSlet